Fokusområder

Danmark som produktionsland
15.06.2011

I de seneste to årtier er beskæftigelsen inden for industrien i Danmark faldet betydeligt. Hvert tredje job er forsvundet. Industribeskæftigelsen var i 2010 næsten 200.000 lavere end i 1990. Industrien stod for knap 20 procent af landets beskæftigelse i 1990, mens den ved udgangen af 2010 udgjorde 12 procent af beskæftigelsen i Danmark.

Danmarks Vækstråd besluttede i 2010 at igangsatte en analyse af Danmark som produktionsland. Analysen kortlægger vilkårene for at drive produktionsvirksomhed i Danmark. I analysen er der endvidere fokus på bl.a. sammenhængen mellem udflytning af produktionsjob og job inden for forskning og udvikling mv.

Den endelige rapport foreligger nu og præsenteres og debatteres under Folkemødet på Bornholm den 16. juni.

Rapporten fra Copenhagen Economics og Quartz & Co peger bl.a. på, at:

Industriproduktion er vigtig, men udgør en faldende del af danskøkonomi:

  • I 2009 udgjorde eksportomsætningen 62 procent af den samlede industriomsætning.
  • På brancheniveau er industri den største investor med 15,4 mia. kr. ud af de samlede private F&U udgifter på 35 mia. kr.
  • Industrien køber serviceydelser for ca. 125.000 kr. hver gang, der omsættes for 1 mio. kr. 
  • Industriens produktivitet er vokset uafbrudt og med uændret hastighed de sidste tyve år, mens produktivitetsvæksten i resten af økonomien er bremset op i de sidste ti år.Industriens andel af BNP er faldet fra 19 pct. til 13 pct. fra 1980 til 2010.
  • Beskæftigelsen i industrien er faldet med 200.000 siden 1990. Alene de i 2009 og 2010 er industribeskæftigelsen faldet med 65.000 stillinger.
  • Men industriens faldende andel af beskæftigelsen er en global tendens i såvel ilande som i mange ulande.

Udflytningen af industrijob stiger:

  • 28 pct. af de adspurgte produktionsvirksomheder har udflyttet job til udlandet i årene 2007-2010, hvilket er en stigning på 5 procentpoint i forhold til 2001-2006.
  • Hver gang der nu udflyttes 100 job vurderer virksomhederne, at der bliver skabt 10 nye job hjemme. Tidligere (fra 2001-2006) svarede virksomhederne dog, at de skabte 60 job for hver 100 de udflyttede.
  • Årligt udflyttes netto ca. 5.500 industriarbejdspladser. Udflytningen udgør derfor kun en mindre del af de job, som mistes i industrisektoren (Fra 2009-2010 faldt industribeskæftigelsen i alt med 65.000).
  • Udflytning er primært motiveret af et ønske om omkostningsreduktion. Men flere virksomheder nævner også, at udflytning er en måde at komme tættere på markedet.

Der udflyttes også forskning og udviklings job:

  • Det er oftest virksomhedens kerneaktivitet, der udflyttes. Men i stigende grad udflyttes også hjælpefunktioner samt forskning og udvikling.
  • 8 pct. af de adspurgte virksomheder havde udflyttet forskning og udviklings job mellem 2007-2010 (samme niveau som 2001-2006).
  • De virksomheder, der tidligere har udflyttet produktions job, er i undersøgelsen ikke mere tilbøjelige til siden hen at udflytte forskning og udviklings job.
  • Udflytning af forsknings og udviklings job er også båret af de lavere omkostninger i udlandet. Mangel på arbejdskraft er dog også en faktor.  

Du kan læse hele rapporten her.

Danmarks Vækstråd - Slotsholmsgade 10-12 - 1216 København K - Tlf. 33 92 33 50 - e-mail: kontakt@danmarksvaekstraad.dk